Hvad er meningen med livet? Spørgsmålet stilles ofte når man rammes af traumer efter ulykker, livstruende sygdomme eller medfødte handicaps. Fotograf Bo Nymann har i 1½ år fulgt 8 handicappede eliteatleter, som trods deres handicap har fundet meningen med livet. Alle har de haft det mål, at kvalificere sig til De Paralympiske Lege i London 2012. Atleterne har inviteret fotografen ind i deres liv uden forbehold når atleten får fjernet gipsen efter en skade, dengang atleten forsøgte at lære de sårede danske soldater fra Afghanistan at løbe igen, på arbejde, i skole, til træning og på livets op- og nedture. De 8 eliteatleter er alle bemærkelsesværdige. Samtidig med benhård træning for at opnå et ypperligt niveau, har de også kæmpet sig gennem menneskelige lidelser og har fundet vejen til succes. Alle atleterne har en bevægende og smittende kærlighed til sporten – og til livet. Atleterne har en livskraft og inspiration, som forbinder mennesket og sporten på en forbilledlig måde. Ofte kan vi alle langt mere, end vi selv og omverdenen tror, trods et handicap.  Gennem sporten har disse 8 fantastiske mennesker og eliteatleter fundet passionen for livet. De er rollemodeller for børn og unge, inspirerende for voksne og et sprudlende eksempel på, at livet ikke begrænses af et handicap. Det er ikke atleter man skal have ondt af, men blive inspireret af og tænke ”hvis de kan, så kan jeg også”. Hvis vi kæmper, kan vi tage styringen over vores eget liv, handicappet eller ej. Et handicap er ikke nødvendigvis en hindring, men blot en ekstra udfordring for at nedbryde begrænsninger og se nye muligheder. Fotoudstillingen handler om livskvalitet og sætter ikke handicappet i centrum, men viser mennesket bag.

meningenmedlivetet

Fotoudstillingen 8 towards 12 nedbryder grænser, fjerner uvidenhed og berøringsangsten overfor handicappede. Bliv inspireret, bevæget og få øjnene op for den menneskelig styrke vi alle indeholder, men som især disse atleter er et bevis på. 8 historier fortalt i billeder, der sætter livet i perspektiv.

Et par udvalgte tanker fra atleterne, hvorfor de har sagt ja til at være med i projektet:

–          Jeg håber projektet kan være med til at sætte fokus på os atleter, som hele mennesker trods det faktum, at vi ud ad til kun er ”halve”.  Peter er født med arm- og bendefekter. Mangler 3 fingre på sin venstre hånd og mangler 1/3 af højre hånd, samt 4 fingre. Derudover mangler han halvdelen af højre ben og 3-4 cm af venstre lårknogle.

–          Projektet udstiller mig ikke som ”handicappet” eller ”ej hvor er det synd for hende”. Projektet viser mig som person, min sport og noget jeg føler mig god til. Karina er albino og mangler pigment i hud, hår og øjne. Hun tåler derfor ikke solen og er desuden stærkt svagsynet og ser et sted mellem 5-10 %.

–          Det er positivt, at det ikke er handicappet, der er i centrum, men derimod mennesket bag. Måske kan jeg inspirere andre til at dyrke idræt og vise, at idræt – også for handicappede – bidrager til at give livskvalitet. Amalie har spastiske lammelser i højre arm og ben. Hun er født tre måneder for tidligt og har i den forbindelse fået en hjerneskade, der påvirker motorikken i højre side.

–          Jeg håber projektet kan fremme handicapsporten. Anders blev lam i benene efter en trafikulykke. Han var passager i en varevogn, som forulykkede og han brækkede nakken i ulykken.

–          Vil gerne vise det hele billede af os som handicappede, at det ikke bare er en kørestol eller et andet hjælpemiddel, men at vi er det samme som alle andre, blot på andre præmisser… Alan lider af Hereditær spastisk pareplegi HSP. Sygdommen er neurologisk og udvikler sig løbende. Han er født med sygdommen, som er arvelig og han har haft den hele livet men mærkede først sygdommen midt i 20érne.

–          Handicapsporten fortjener at komme mere i fokus, da vi lægger mindst lige så meget tid i det som raskidrætten. Måske projektet kan give folk mere viden om handicappede og vise man kan have et fint liv blot med ekstra udfordringer. Maria er synshandicappet og født med flere øjensygdomme. I hendes teenageår udviklede hun grøn stær, som ikke blev opdaget før det var for sent. Derfor er hun i dag helt blind på venstre øje og har en lille synsrest på højre øje.

–          Jeg håber den danske befolkning vil blive mere oplyst og få større interesse for handicapsporten. Jeg er ikke så god til at gå baglæns, men hvad skal jeg også bruge det til, når jeg skal frem. Det er fremtiden vi kan ændre ikke fortiden. Jackie var 17 år gammel da han brækkede benet under en fodboldkamp. Der gik koldbrand i benet og det måtte amputeres.

–          Mange kender ikke mulighederne for handicappede. Med projektet sættes der lys på både handicappede og idrætten. Samtidig har 2 herlige personer virkelig haft hjertet med fra begyndelsen og ville egentlig bare gøre det for ”vores” skyld, det sætter jeg stor pris på. Som 14- årig var Daniel ude for en gymnastik ulykke. Et spring gik helt galt og hans knæ gik af led. Det var så voldsomt, at knæskallen blev trykket op på hans lår. Lægerne forsøgte at rykke knæskallen på plads, men komplikationer kom i vejen og trods en 13 timer lang operation var der ingen udvej og hans ben blev amputeret over knæet for at redde hans liv.

Efter den ringe pressedækning af de Paralympiske Lege i 2008 valgte ægteparret, fotograf Bo Nymann og PR ansvarlig Dorthe Tronier, at gøre en forskel og ændre indstillingen overfor handicappede og handicapidrætten hos både pressen og den almene befolkning. Ideen til projektet blev født og de sidste to år er al fritid gået til projektet i håbet om at gøre en forskel for en masse mennesker.

Det lykkedes for 7 ud af de 8 atleter, at kvalificere sig til London og 3 af dem vandt medaljer.

Projektet er et non-profit projekt, som vi håber, vil ændre synet på handicappede.